SVOSTRUP KROS HISTORIE

I Rigsarkivet findes et dagbogsblad fra år 1280 hvor Erik Klipping skriver:

" I morgen drager vi nordpå og krydser Gudenåen ved Svostrup, hvor der er et liden bedehus ( bede = holde hvil - spise )

Vi er sikre på at dette bedehus var Svostrup Kro, da det lå et meget centralt sted hvor Tingvejen mellem kongebyen Skanderborg og tingstedet i Viborg krydser Gudenåen.

Der er et vadested 10-15 meter syd for den nuværende bro i kroens baghave, altså et sted hvor bunden har været hård nok - eller der var smidt sten nok i vandet - til at hestekøretøjerne kunne passere åen.

Men der vides ikke konkret hvad der skete på stedet før 1809, hvor Landværnskaptajn Erik Biller - den daværende ejer af Grauballegård og Møllerup Gods - sælger Svostrup Kro til Fæster Christen Hansen og Ane Pedersdatter.

I skiftet nævnes en kaag ( en fladbundet båd ) og hele 12 oksehoveder.

Et oksehoved er 240 liters tønder, så der har været op mod 3000 liter øl eller mjød, så vi må vist konstatere at der allerede dengang var glade godtfolk og livlig stemning i krostuerne.

Christen & Ane driver kroen indtil 1815, hvorefter deres datter Anne og hendes mand Søren Bull overtager driften. Søren var fra en kultiveret præstefamilie og han var en meget initiativrig mand.

Kongelig privilegeret siden 1834

I 1834 lykkedes det Søren Bull at få en kongelig bevilling af Christian VIII til både at drive færgefart og holde kro. Citat: "det er tilladt ham herefter og indtil videre at holde et værtshus og de rejsende med fornøden logementer, samt spise og drikkevarer til nødtørftigheder og for en billig betaling at tjene mod, at han deraf svarer til kongens kasse i årlig afgift tre rigsdaler sølv"

Søren Bull dør i 1851 og efterlader Kroen til sin datter, Anne mod at hun betaler de 6 andre søskende hver 150 rigsdaler og Sørens gæld på 750 rigsdaler.

Anne Sørensdatter var gift med Anders Jensen der var en driftig handelsmand og han forstod at udnytte den livlige aktivitet der opstod lige da ægteparret overtog kroen.

Det var netop i disse år at Michael Drewsen opbygger sin papirfabrik i Silkeborg og får brug for transport til byen med råvarer og fra byen med papirprodukter. Drewsen satte et mægtigt projekt i gang ved at anlægge den berømte Træksti, en forhøjet grussti langs vestsiden af Gudenåen lige fra Silkeborg til Randers. Tænk hvilken vanskeligheder ved at ekspropriere al denne jord, - og vrøvl med fiskerettigheder, fiskepladser og ålegårde Dette blev Pramdragernes blomstringstid.

På højdepunktet omkring år 1860 - 70 var der ca. 200 pramme i trafik på Gudenåen.

På kroen var Anders i fuld gang og får i 1856 bygget et nyt stuehus, hvori der foruden kro blev drevet købmandshandel & posthus. Endvidere byggede han et 2-etagers pakhus ned til åen. Han opkøbte bøndernes korn, solgte det videre med pramfarten og leverede til gengæld kolonialvarer, reb, tjære, metal mm. til bønderne. Han blev en velhavende mand, en magtfaktor i området og sågar sognerådsformand.

Af skifteattesten fremgår det, at Anders Jensen gennem årene havde opkøbt en del jord og i 1872 købt Grauballe Kro.

Efter Anders´ død i 1893, overdrager Anne, Svostrup Kro til den ældste søn Christian for 18.100 kr.

Endvidere blev der udfærdiget en omfattende aftægtsdokument hvor moderen får lov at bo og leve på Kroen til sin død i 1899. Dette dokument forefindes på kroen den dag i dag.

Den yngste søn Jens Peter får lov til at købe Grauballe Kro for 6000 kr.

Christian Andersen bliver gift med Ane Johanne fra Grauballe, og de driver sammen kroen. Men tiderne ændrer sig, og pramfarten ebber ud, da jernbanen overtog transporten af gods.

I 1871 kom jernbanen Århus - Skanderborg - Silkeborg, og i 1908 kom Silkeborg - Langåbanen, så pramfarten uddøde langsomt.

Christian og Johanne får 3 børn Anders, Peder og Ane Elenora.

Anders dør som kun 24-årig, officielt af den Spanske syge, men lokale historier fortæller at han drak af en ølflaske med en slags kemikalie.

Peder uddanner sig til sagfører, men Ane forbliver livet igennem på sit fødested.

Christian dør i 1930 og Johanne driver kroen videre sammen med datteren Ane indtil

1948 hvor også moderen dør

Ane og Peder arver så kroen, men Peder overlader hovedsageligt driften til Ane.

Ane blev kendt som "Ane i Krowen" og hende vil vi gerne mindes. Ikke mindst for hendes gode mad, men også for hendes store omsorg for sine medmennesker. Vi har mange gange hørt fortalt, hvordan folk kom ind i Anes køkken for at nyde varmen fra hendes store komfur, hendes dejlige jyske mad eller få en kaffepunch og nyde et slag kort.

Ane forblev ugift og drev kroen frem til oktober 1966. Det siges, at hun på et tidspunkt havde en bejler, men han var ikke god nok ifølge forældrene.

Herefter flyttede hun ca. 50 meter væk fra kroen, i et lille hus - Annekset - hun havde ladet bygge.

Der var efterfølgende forskellige forpagtere, som Ane hjalp, men da Peder dør i 1973 går der kun få måneder før også Ane sover ind. Det siges at de havde et særligt tæt forhold.

Herefter arver Peders 2 sønner, Carsten og Peder kroen. I 1981 skulle der en ny forpagter til og her kommer Svostrup Kros nuværende ejer Niels Løgager på banen.

Efter 4 år overtaler Niels Løgager brødrene til at sælge sig kroen. Det må have været en meget svær beslutning at tage for de 2 brødre, da kroen havde været i slægtens eje i 172 år.

Niels Løgager har i de 35 år, der er gået siden, løbende restaureret hele kroen og lavet et mindre museum med alverdens antikviteter og finurligheder fra de gamle dage, da Ane huserede på kroen.

At Ane var glad for kroen og stadig følger med i, hvad der sker, kan gæster og personalet fortælle om. Ikke sjældent opleves, at "glemte" stearinlys pustes ud og trin i biblioteket, selvom der ikke er gæster. Så mon ikke Ane stadig følger med i, hvad der sker.

Historien er fortalt af Niels Løgager, Erna og Anders Peter fra Annex Gården,

samt Arkivleder Tage Franck fra Lokalhistorisk Arkiv i Gjern.